125
ker, sagde han. De i Butikkerne og alle i Orsówa, lo og lo, naar han talte Serbisk …. som en Kæde lo de, alle og alle, Ansigt ved Ansigt, Mund ved Mund, Tænder ved Tænder ….
For han havde ikke deres Sprog.
De lo, Kokkene og Josef og Marinka, Serber og Rumæner og Ruthener og Sognefogeden med sin Hat.
Og Ane og hans Mo’er.
— For han kendte ikke deres Sprog.
— Han havde intet Sprog.
Han vidste ikke, at han stod op endnu. Han hørte ikke, at der tre Gange var sagt:
— Professor Dupierre vil tale med Grev Ujházy efter Timerne.
Men da han havde hørt det fjerde Gang, gik han henimod Døren og Læreren raabte:
— Efter Timen. Er De bleven døv?
Og han vendte tilbage og der var i ham ikke mere Bevidsthed end i en Frø, der springer, efter at de har afhugget dens Hoved.
— Intet Sprog. — Han havde intet Modersmaal.
Paa en Gang, mens han sad, foldede han
