126
sine Hænder og vidste det ikke. Og han vidste ikke, at han søgte, søgte, en Gud … en Gud — den Gud, han havde glemt ……
Paa en Gang saá han Kirken — den derhjemme og sig selv. Den Gang. Den Gang, da de havde taget hans Fædreland. Han havde bedt og bedt og bedt igen — ja, paa alle de Sprog, han vidste …
Og Gud havde ikke hørt ham, fordi han var forbandet.
Forbandet saa han var uden Fædreland.
Saa havde Gud vel ogsaa taget hans Sprog, saa ingen af hans Bønner kunde naa ham.
Han havde heller intet Modersmaal …
Erik havde taget i ham to Gange:
— Du skal jo op til Holderen, sagde han: Hvordan er ’et, du sidder?
— Ja, sagde Joán og vidste ikke, hvad han skulde.
Saa huskede han og gik.
Hr. Dupierre sad i sit Arbejdsværelse, hvor der var grønne Glas over de elektriske Blus.
Han pegede paa en Stol paa den anden Side af Skrivebordet og sagde, mens han saá paa
