Spring til indhold

Side:De uden Fædreland 1906.djvu/145

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

131

— Joán, hvorfor græder du? sagde han: Alt dette skal en Gang lægges øde.

Joan hørte ham ikke. Om dem laa Boulevardernes Lys.


— — —


Joan havde Time med Professor Legat.

Den gamle Mand var sunken sammen i Lytten. Det tunge og graa Haar var faldet ned over hans Overansigt som en Skærm.

Saa løftede han Hovedet, saadan brat som han plejede:

— Du fortæller din Violin saa meget idag, Joán, sagde han.

— Hvorledes, Mester.

— Du betror den saa megen Smerte …

Hr. Legat saá paa ham:

— Men … jeg forstaar ikke rigtig din Smerte.

— Den er saa egen, din Smerte.

Hr. Legat rejste sig:

— Men det er vel, fordi jeg er Franskmand og du er — og han lo lidt — saa fortvivlet som en Ungarer.


9*