134
Aandsfraværende sagde Joán:
— Det er sandt.
Men pludselig sagde han med et Nik:
— Ja. Hans Vilje har snittet det.
Henry Collyett havde aabnet Døren til Spisesalen:
— Men han er altfor pyntet, sagde han. Men, idet hans Tanker atter skiftede, lagde han til — med Tonefaldet over Joáns sidste Ord i sine Øren:
— Hvor De dog beundrer ham.
Der gled et Smil eller maaske kun en Sitren hen over Joáns Ansigt:
— Ja, sagde han. Og de satte sig.
Joán saá hen over de tomme Borde og han bøjede sit Hoved for Hr. Bizot, der sad henne i Krogen ved Siden af sin Kone. Komponisten, der allerede i ti Minutter havde ventet paa Maden, sagde med en Stemme, der peb af Halskatarrh, som i en Menneskealder var sammensanket i tre Verdensdele:
— Ja, saa er vi der altsaa.
Han kastede det altfor store Hoved arrigt frem og tilbage over den lille Byldt af Klæder, der forestillede hans Krop:
