135
— Og man skal atter gense det kære Publikum, sagde han.
Fru Bizot sagde med sit Smil, der mindede om en bekymret Husmoders — hun havde i syv og tyve Aar forestaaet den daglige Tillavning af Hr. Bizots Verdensry —:
— Min Ven, vi har dog saa mange Venner i Wien.
Hr. Bizot holdt sine altid hvidfrosne Hænder frem over Bordet som varmede han dem forgæves ved Baalet af sin egen Berømmelse, der var ved at ulme ud:
— Venner, Venner, sagde han; ja, Fru Bizot gemmer med Omhu deres Ansigter i sine Albummer, for at kende de Kære igen, naar hun har Brug for dem paany.
— Min kære Ven, sagde Fruen, og holdt spøgende sin Haand ind mod Mandens Mund, mens hun smilte til Joán.
Men bistert — i det Tonefald, der var de udsmidte Intervieweres Henrykkelse og en Del af hans Verdensry — sagde Hr. Bizot:
— Spar dine Mundvige. Vi er der ikke endnu. Fru Bizot behøver først at smile til Drageren.