Joán Ujházy saá ud ad Kupéens Vindue. Det var det samme Billede. Mens Toget igen gik skumplende i Gang, løftede Stationskarlen Spandene og flyttede de tunge Ben hen over den pjaskede Perron. Dér boede Skrædderen og Skomageren og en Urmager. Der hang et Ur i hans Vindue: Hm, Lodderne gik, men den store Skive var tom og uden Visere. Og dér var Snedkeren. Hans Skilt var en sort Kiste. Men den ene Skorsten var Mejeriet.
Saa bøjede Telefonens Traade igen hen over Marken, hvis Jord var uden Farve. De hang saa slappe under Regnen, som havde de ikke ret meget at tale om fra Pæl til Pæl, Stang til Stang, henover Marken.
Joán Ujházy blev ved, som han plejede, for sig selv at sige Ordene for det, som han saá, paa sin Moders Sprog:
Herman Bang.
1
