2
— Mark, Marker, lav Mark; et Hus, lavt Hus; to Fugle, to graa Fugle … og Regn.
Og pludselig søgende Tilflugt i et andet Sprog og strækkende begge Arme op i Luften sagde han:
— Ah, la pluie, cette pluie morne.
Da han drejede Hovedet saá han kun Hans Hacke, der sad i det modsatte Hjørne med de hvide Klaverhænder foldede, stirrende med de runde Øjne ud for sig — hjem mod Brüx, mod Bagerdatteren, Kæresten, Naboens Datter i Brüx.
Joán Ujházy vendte igen det lidt for lille Hoved og stirrede ud paa de samme Marker:
— Mark, Marker, flad Mark. Tre Fugle — graa Fugle.
Han gentog endnu de danske Ord i sine Tanker — Ordene i hans Moders Sprog. Hvor det var underligt, han havde kunnet glemme det og først havde set det tilfældigt paa den Hotelregning imorges: 8⁄3, den ottende Marts.
Nu var Ane derhjemme allerede kørt til Byen, som hun gjorde paa hver Moderens Fødselsdag, med alle sine Kranse. Hun bandt dem af Violer. De blomstrede saa tæt paa Engen under Skraaningen, hvor Dmeter havde sine
