3
Vinstokke. Og hun var, kroget og knækket, draget til Kirkegaarden og havde siddet paa den lille Jernbænk, opad Muren, under Vaabnet, og havde sunget sine Salmer udover Graven. Der var to, Ane kunde. Der var ingen Toner og ingen Melodi. Men Ane sad ret op og ned, uden at røre sig, opad Muren og blev ved at synge:
Julefryd, evige Fryd,
Hellig Sang med himmelsk Lyd.
Det er Englene, Hyrderne saá,
Dengang Herren i Krybben laa.
Evig er Englenes Sang,
Evig er Englenes Sang.
Da Joán var Barn, sad altid han ved Siden af Ane paa Bænken. Han syntes næsten det var ligesom naar Nik gøede, den russiske Mynde, der var død, fordi den frøs saa meget om Vinteren.
De rutheniske Piger, der vaskede ved Bybrønden, kiggede ned til Ane, ind over den lave Mur, og Toldforvalterens rumænske Frue, der laa oppe i sit Vindu med de bare Arme paa de snavsede Karmpuder, lo ned til de ungarske Gendarmer.
1*
