137
saa umærkelig, at han ikke syntes at overkomme mere end netop at sænke Øjenlaagene:
— Prinsessen er altfor elskværdig.
Og Fyrstinden tog Plads ved et af Bordene tilligemed sine to Damer.
Salen var allerede fuld og alle Tungemaal lød, mens Kellnerne ombød Bouillonen i Kopper.
Hr. Haagemester, der var fulgt af sin purunge nordtyske Cellist, hvis Mund lige akkurat var saa stor som et Kirsebær, fandt ingen Plads og bad, om han maatte dele Bord med Joán.
Han sagde, mens han tog det Raasilkelommetørklæde ud af sit Ærme:
— Naa, her er Buret fuldt af de ærede Kolleger (han udtalte Ordet, som var de Herrer Kolleger Genstande, der til hans Beskuelse var udstillede i Spirituosa), og han hilste paa den tyske Gesandt i Bukarest, der var en Bekendt fra Kronprinsens Hof i Potsdam — mens Ministerens Frue, der havde spurgt sin Mand om hans Navn, betragtede Hr. Haagemester i sin Lorgnon, som om han allerede paa Tribunen havde slaaet an til Brahms Variationer over Händel.
Jean Roy fra L’Opéra hørtes over alle de
