143
Rumænere, der sad gemte i Hjørnet ligeoverfor og som i deres Smokings virkede som var de afklædte, førte deres ringsmykkede Hænder sammen til et Slags Applaus.
Hr. Bizot havde rejst sig, og idet han inddrog de to Rumænere i sin Tak og talte, som besvarede han en Skaal ved en Banket, sagde han med en Haandbevægelse:
— Min kære Medarbejder, vi rejser alle de lange Veje for at hævde vort Førerskab.
Ministeren bøjede sig smilende frem mod Prinsessen og sagde:
— Man befinder sig her omtrent, som ved en Rout i et diplomatisk Korps.
— Dog afsét fra Formerne, sagde hans Frue og de lo alle tre, mens Prinsessen sagde:
— Aa, jeg kunde ikke tænke mig noget frygteligere, end om vi i Længden skulde have tilhørt Karrièren …
— Ikke sandt, blev hun ved: Hjemmet er dog Hjemmet.
— Og saa desuden, naar man saadan uafladelig rejser fra Sted til Sted og paa hvert nyt Sted møder nye Latterligheder, bliver tilsidst hele Menneskeheden En latterlig ...
