144
Joán, der hørte Prinsessens Ord, stirrede et Øjeblik paa hende, og Ministeren sagde, paa én Gang meget alvorligt:
— Det er meget sandt. Det er noget af „Forbandelsen“ ved vor Tilværelse.
— Men, fortsatte han i samme Tone, det Land, man efter Evne tjener, spørger ikke om Prisen, som dets Tjeneste koster os.
Joán sad endnu med sit Ansigt vendt mod Ministerens Bord, mens de fine Rynker om hans Øjne sitrede svagt.
— Det er sandt, svarede Prinsessen: Men jeg er meget lykkelig ved at Paul kan tjene Rumænien ved at oprette Roesukkerfabrikker.
— Aa, Fyrstinde, sagde Fru Benckendorf: Det er ikke saa slemt, som De troer. Og desuden vil vi da dø i Darmstadt. Naar min Mand er tredsindstyve Aar, køber vi et Hus i „Prinsessens Allé“ og dyrker Asparges.
— Det er min Kones Drøm, sagde Ministeren.
— Aa, hvor jeg kan forstaa det, sagde Fru Bizot pludselig bag ved Fyrstinden: jeg har heller ingen Glæde saa stor, som den, jeg har af mine Artiskok i Le Bourg.
