146
paa en Gade, siger han, han længes efter Melbourne.
Hr. Haagemester, der spiste, sagde over Bordet:
— Og hvad kan man længes efter i Melbourne?
Henry løftede sit Ansigt:
— Efter Solen, sagde han og aabnede sin Mund saa vidt: Den skinner aldrig rigtigt undtagen i Melbourne.
— Saa skulde De blive i Solen, sagde Hollænderen, der talte til unge Kolleger som til en af sine Kronprinsers Jægere.
— Ja, sagde Collyett, det vil jeg ogsaa — naar jeg har sejret.
Hollænderen saa op ved Tonen i hans Ord:
— Og hvem vil De besejre?
— Hvorfor ikke Dem, sagde Joán, der atter stirrede ud for sig.
— Til Lykke, sagde Pianisten og flyttede sin Guldblyant paa Bordet.
Men Henry Collyet sagde hurtigt — og man saá, at hans runde Øjne kunde faa Metallets Farve —:
