154
— Nej, men det er saadan en Mand, sagde Mme de Stein, som en Kvinde i sine Tanker længes efter at have kendt.
Jean Roy lo. Men Mme de Stein sagde:
— Aaja, det er saa smukt at turde dø ung.
Jean Roy sagde og blev ved at le:
— Chère, det kan De jo naa endnu.
Mme de Stein gjorde en Bevægelse med sine Skuldre:
— Uh, spot ikke. Jeg kan vaagne om Natten med en Rædsel — for at dø nu og paa et Hotel.
Fru von Benckendorf vendte sig halvt, saa hastigt, at hendes Arm rev hendes Serviet ned paa Gulvet.
— Frue, sagde Jean Roy og lagde den atter op paa Ministerens Bord.
— Skønne Veninde, sagde han til Mme de Stein: De dør som 80 Aar — om fem og halvtredsindstyve Aar.
Mme de Stein vendte sig igen til Joán og sagde:
— Grev Ujházy, naar vilde De helst dø?
Joán kunde, forbi alle de andre, se Jens Lund, der sad og spiste ved de to Rumæneres
