168
havde aldrig Tid til at spise. Paa Rejser besørgede han Udklip og sin Korrespondance:
— Kan man faa en Schnitzel i dette forbandede Tog? raabte han og han røg videre.
Hr. og Fru Bizot skændtes højt bag en halvlukket Dør, mens de ordnede Bagagen, som syntes hovedsagelig at bestaa af en Uendelighed af stribede Uldtørklæder, der lignede Mavebælter.
— Men hvad er det, jeg si’er, raabte Hr. Bizot: Var det mig, der væltede mig ind paa hende? Man agter sig selv eller man gør det ikke. De Mennesker behandler En som var man en Krokodille i Jardin des Plantes.
— Kære Bizot … rejser vi maaske for vor Fornøjelse? … Hendes Onkel er Præsident for „Musikens Selskab“.
— Sludder. Hvor véd du det?
— Adolphe, du véd, at jeg husker mig om … jeg hørte hendes Navn og vi førte jo Korrespondance med de Personer ifjor.
Australeren gav sig til at le, mens Joán gik videre. Prinsessen sad med aaben Dør, i et Væld af mørklilla Silkepuder. Hele Kupéen var fuld af Duften af Verveine, hvori hun havde
