167
havde hun end ikke Begreb om Forstyrrelsen, hun havde voldt.
— Naa, sagde Jean Roy og skærmede sin Tenor med et Kammerdugs-Lommetørklæde: det er man altsaa nødt til, naar man skal holde sig Bukarest aaben.
Og pludseligt rasende (og irriterede af Røgen og Trækken gennem Døren) — rasende over den hemmelige Ydmygelse, de ubestemt følte, og som de havde givet sig i Vold som de Professionals de var, talte de alle i Munden paa hinanden, mens Rumæneren stod og strittede med sine sværtede Fingre.
Mme de Stein sagde saa højt, at Prinsessens Damer, der gik med „Kassen“, kunde høre det: Aa, kunde man blot lære at blive halvt saa uforskammet som de Mennesker.
Men da Jean Roy gik forbi Hr. Haagemester, sagde han til Hollænderen:
— Ja De, min Herre, er vel vant til det — at blive fotograferet … ved Hofferne.
Da Joán og Australeren vendte tilbage gennem Gangen, fløj Impresario Ledock lige paa dem. Han var i Pels og Uldskjorte. Han
