166
Munden i den tragiske Maske, og, med den venstre Haand, hun førte op til Skulderen, værgede sig som mod et usynligt Slør.
Men Jens Lund, der ikke var færdig med at spise, var, som tilfældig, stanset midt i Billedet med Hænderne i de udspilede Lommer, som bar han en Todtenschläger i dem begge.
— Udmærket, udmærket, raabte Prinsessen og bøjede sig igen for at se i Spejlet.
Australeren, der havde en Svaghed for at lade fotografere sine Ben (som den Sportsmand, han gjaldt for i Reklamerne), havde endelig faaet dem anbragt over Ryggen af en Stol.
— Men De, Grev Ujházy, De, sagde Prinsessen ivrigt — og holdt pludselig inde.
Joán saás ikke. Kun hans Skulder. Maaske vidste han ikke, at Sportsmand-Australeren skjulte ham.
— Nu, raabte Prinsessen.
Det gav et Sæt i alle, da Lyset glimtede og Mme de Stein skreg.
Den tykke Røg slog hen gennem Vognen og Prinsessen løb med et „Tak, mine Herrer“, der ligesom slog en Dør i efter hende — som
