175
der kommanderede under et Sammenstød; mens de to Rumænere, ubekymrede, Arm i Arm balancerede deres Nøgenhed paa Kanten af en amerikansk Kuffert og Mme de Stein var landet ved Jean Roys Arm, hvor hun svajede sine Kvindeynder som en Venusfigur fra Forfaldstiden.
— Mine Herrer, aa nej, Hr. Bizot er slet ikke træt. Naar man kommer til Wien, er man kun lykkelig, sang Fru Bizot, og man hørte den unge Bayrer fra Gesandtskabet sige:
— Der er intet behageligere end at gøre sine Venner en Tjeneste. Erkehertuginde Valérie vil modtage Dem straks.
Joán havde ikke talt og ikke rørt sig. Med Hovedet støttet til Kupédørens Karm stod han ubevægelig, stirrende ud mod Perronen.
Og pludselig hørte han igen Impresarios Stemme, der lød over alle de andre:
— Kære Herrer, mine Herrer, har den Ære, gaar til Budapest, Hr. Jean Roy. Men man gør altid Forretninger. Mine Herrer, Kunsten er at bemægtige sig Fremtiden. Jeg har fanget ham i Toget, mine Herrer, i Toget. Det nye Fænomen, min Herre, jeg siger Fænomen, for Kunstnere
