176
har man nok af … man kan føde Svin med de Herskaber, som viser sig paa Tribunerne. Men Hr. Jens Lund, mine Herrer, vil De se ham? Naar jeg har afleveret Hr. Roy, ofrer jeg mig for Hr. Lund i tre Aar. Men, mine Herrer, han er dyr, han er meget dyr. Vi lever i en Tid, hvor Genierne er blevet Forretningsmænd. Børskurserne, mine Herrer, hænger dem ud af Halsen ...
— Der er han, mine Herrer … der i Kupéen … han sér Dem ikke (Hr. Jens Lund sad ved sit Vindu for optrukket Gardin, studerende i en Courrier universel, der var hans Livs eneste Læsning), han er en læsende, han er en Aand, mine Herrer, en Aand for sig; der venter ham Bogpakker, Bogdynger i hver Hovedstad i Europa.
De to Gentlemen, som tilhørte Pressen, saá pludselig paa Joán og hilste.
— Ja, sagde Impresario, ligesaa højt som før: det er ham; og han gik videre uden at sé paa Joán med saa meget som et halvt Blik.
Joán var blevet blodrød ved Klangen af hans „ham“, som havde en Næve med udspilede Fingre plantet sig midt i hans Ansigt.
