180
Joán tænkte paa den anden Aften, Aftnen i Brüssel. Da han, bidende sine Knoer tilblods, kørte hjem fra Jens Lunds Koncert. Paa sine to Knæ havde han ligget i sin Vogn og vidste — at nu var han slagen. Hulket havde han, mens han dunkede sin egen Nakke. Og fortumlet og midt under sin egen Sanseløshed havde han sagt:
— Saa vil jeg ikke spille mer.
Men i tre Døgn havde han været som en drukken Mand — drukken af Ydmygelse …
Drukken af Visheden: at han var ikke den største. At han blev aldrig den største.
Hvor det var besynderligt, at Kunsten, der aldrig havde bragt ham Glæde — — kunde bringe ham saa megen Smerte.
Og dog var han blevet ved at spille — —
Joán hørte Jens Lund tale til Collyett og Jens Lund sagde:
— Melbourne, Melbourne, Fædreland — Fædreland, jeg bliver gal, naar jeg hører tale om Fædreland. Hvorfor mon jeg er den største? Fordi jeg intet Fædreland har. Ja, undskyld, Hr. Klavérspiller, at jeg taler om mig selv, men jeg er saa oprigtig, at jeg tilstaar, at det er det eneste,
