179
— Hvor skal De hen? spurgte han paa én Gang og saá paa Joán.
— Jeg skal til Bukarest, svarede Joan.
— Og De ogsaa? vendte Jens Lund sig til Collyett.
— Ja.
— Ja, sagde Jens Lund, der stadig havde Armene overkors: jeg har aldrig hørt Dem spille — — saa jeg kan ikke komplimentere Dem.
— Det behøves heller ikke, sagde Joán og vidste, at Lund løj.
Og mens han blev ved at sé paa Jens Lunds Ansigt, følte han — og saa stærkt, at han næsten blev svimmel — paany, som en kold Strøm, Dønningen af den Angst uden Sans, han havde fornummet den Aften i London, da hans Impresario havde sagt:
— Véd De, hvem her er? Jens Lund har gemt sig i en Loge,
og Joán havde følt sine Fingre, som var de sammenfiltrede med Klister, og sin egen Sjæl, som sad den magtløst kneblet i hans Hals …
Uden at høre blev han ved at sé paa Lunds Ansigt, hvor Tænderne lyste, som bed de glubsk i Ordene, han sagde.
12*
