182
Racer. Jeg spiller for de Hvide. Det skal jeg paatage mig. I Kinesien har jeg maaske en Ligemand, som spiller op for de Gule og raaber til dem: Hør efter, for Satan, her spiller jeg, min egen Konge og min egen Gud, mit eget Rige og mit eget Liv — jeg.
— Naa, for Fanden, De si’er ikke noget . .
— Nej, fordi jeg hører, sagde Joán, og han tænkte bestandig paa det samme:
— „Nu vil jeg høre op at spille“ — — og han var blevet ved at spille.
Jens Lund havde tiet et Øjeblik. Saa sagde han:
— Forresten blev jeg forbauset. Ved Bordet før. Jeg troede ikke, mine Kolleger var saa kloge, at de kunde frygte for at blive gale.
Joán svarede ikke. Han saá endnu en Gang Spisesalen foran sig med sine Medbrødre, som Prinsesse Stourdza fotograferede, og Perronen, som just var forladt og hvor de Damer og de Herrer viste sig for aabent Tæppe for et Parterre af to Journalister.
— Nu vil jeg ikkes spille …
Men Jens Lund, der bestandig gentog de samme Ting, sagde til Collyett:
