6
— Nu ska’ vi gaa, sagde Ane: for nu glemmer Fruen det ikke.
— Hvad glemmer Mo’er ikke? spurgte Joán.
Men Ane svarede ham ikke:
— Kom nu, sagde hun, hun førte ham hen mellem Gravene, hvor hans Fødder stødte mod de perlestukne Kranse.
De kørte hjem til „Slottet". Ane talte ikke og Joán maatte jo raabe saa højt, om han skulde snakke med hende. Det var som Hørelsen var gaaet af hende, og hun hørte ikke, hvad alle de fremmede Mennesker snakkede — siden hans Moder var død.
Men hjemme stod den engelske Gouvernante paa Stentrappen mellem Søjlerne og skændte, fordi de kom saa sent …
… Joán Ujházy havde atter drejet sit rumænske Hoved. Naar han sad saadan, med lukkede Øjne, kunde han saa tydeligt se sin Moder — som hun havde siddet i den lave Stol, dér paa Dmeters Skraaning i Solen mellem de glimtende Vinstokke. Hendes Ansigt var saa lille og Haaret laa ned over hendes Tindinger ligesom paa de gamle Billeder og Ane og Joán sad ved hendes Fødder.
