200
— Og det er vores Stolthed, sagde Frøkenen og pludselig lo hun og var enten lettet over, at Joán ikke blev deres Gæst, eller vilde skjule sin Skuffelse.
— Ja, sagde Joán: alt er saa fremskredet i Danmark.
— Man kalder det jo saadan, sagde Købmand Johansen.
— Men her er altsaa Grænsen? spurgte Joán.
— Ja, sagde den halvlille Fader og der var som en anden Tone i det ene Ord.
— Dér, sagde Frøkenen og pegede med sin Arm: Dér gaar Grænsen.
— Her er saa Kroen, sagde Hr. Johansen og stansede foran en lang rød Længe, hvor Porten lignede et Gab, der var slaaet ind af Stormen.
— Tak, sagde Joán: Saa sés vi.
— Men vi spiser Klokken halvsyv, sagde Købmanden: hvis man ta’r ’et, som vi har ’et.
Han rakte Haanden og Frøken Gerda rakte ogsaa sin — en lille Haand, følte Joán. Og ved Siden af hinanden, stille, men ligesom begge saa sikre i Skridtene, gik de, Fader og Datter.
