202
altid frygtede Gigt i sine Fingre) og der lød en skinger og rap kvindelig Røst gennem Rummene:
— Jensen, vis de Herrer over i Selskabslokalerne.
Kellneren, der hele Tiden ligesom løftede sig i Hofterne, sagde:
— Ja, hvis de Herrer vil gaa over; og han gik i Forvejen, over en Gang, ind i tre Værelser med brede og hvidlakerede Skydedøre, der var sprukne i alle Sammenføjninger.
— Ja, hvis de Herrer vil vente her, sagde Kellneren og skubbede et Par Stole frem, som var hvidlakerede og skævtsprukne ligesom Dørene.
— Vil De saa sørge for Kufferterne, sagde Joán til Berlineren, der gik med Kellneren. Da de to var ude paa Gangen, sagde Opvarteren og slog med Hovedet, mens han saa ned ad Tjeneren:
— Hvor er De fra, om man tør spørge?
— Jeg er Berliner.
— Ja, den har man jo hørt meget om, sagde Hr. Jensen og begyndte at le uden Grund.
Der kom en Stuepige imod dem med en Bunke fugtige Lagener over Armen. Hun var