209
vendte Hovedet og saá efter Herrens Ansigt, som skulde han have kendt ham.
Saa skraaede han over Vejen til Købmand Johansens røde Hus. Der var intet Navn og intet Skilt. Den store Længe laa bredt og haardt paa Jorden.
Joán gik ind i Butiken, hvor en Svend uden Næse stod bag en lang og ridset Disk, og han spurgte, om det var her man gik op til Hr. Johansen. Svenden havde allerede aabnet en Klap og sagt — Joán havde Følelsen af, at Mennesket blev helt svedt —:
— Jo, De ka’ gaa denne Vej — da der kom en blondskægget Herre ind ad en Dør:
— Bevar’s, nej, vil Herren gaa med mig, sagde han.
Og han førte Joán ud paa Gaden igen og ind ad Porten, Trappen var fuld af Blomster.
— Værsaagod, sagde den blonde Herre, det er deroppe.
Da Joán kom op ad Trappen, aabnede den lille Frøken selv Døren lige ind til Stuerne:
— Velkommen, sagde hun og gav Joan et Haandtryk lige til Tommelroden.
— Vi tænkte jo nok, der var for slemt paa
Herman Bang.
14