213
Den Gamle var altsaa — og Joán blev ved at blade i Albummet — Oldemoderen. Og der var Bedstemoderen med Guldbroche og i den Damaskes Kjole. Men det var Moderen, hun, med den lille Udringning og Medaillonen om Halsen.
Jo, Øjnene var nok de samme. Men Udtrykket i dem havde skiftet. Hos den unge Pige (dér var hun igen med Studenterhue) var der ikke blevet andet end Feber tilbage i Blikket …
Hm, alle de næste Billeder, det var nok Faderens Familie. Det var nogle rigtig rare blonde og hyggelige Personer … Han dér lignede den Mejerist, som de for ti Aar siden havde faaet ned paa Øen, da hans Fader vilde indrette Mejeriet. Han klagede altid over, at man aldrig kunde faa et rigtigt Glas Øl og han digtede Vers i en Poesibog — „hvis Hr. Greven maaske vilde læse dem“.
Der gik en Dør i Huset og Joan slog uvilkaarligt Albummet i.
Han rejste sig og gik hen mod Klaveret.
Hvad var det? Det var virkelig en Foto-
