214
gravure — efter Corot: sørgmodige og mørke Corot’ske Træer.
Og dér i Vindueskarmen hang der ogsaa et Par. Det var sært at tænke, hvordan de var kommet her. Det der, deroppe — og Joán bøjede sig frem for at sé — det var, ja, det var „Le Crépuscule“.
Joan blev staaende og uden at han vidste det, førte han Haanden hen over sine Øjne. Det var mærkeligt, han havde kunnet glemme, at det idag var hans Moders Fødselsdag. Det var dog første Gang, han havde glemt den — alle de Aar …
Han huskede godt, hans Fa’er havde taget „Le Crépuscule“ bort fra dets Plads ved Kakkelovnen straks efter at Mo’er var død, og han havde hængt det op i sin Stue over sit Skrivebord …
Maaske var der noget „dansk“ ved det franske Billede — ved det Tusmørke.
Mo’eren sad saa tit og stirrede paa det — ind i dets Skumring, der lukker sig.
Joán drejede sit Ansigt. Han kunde gennem Kroens sidste Vindu sé lige ind i et Værelse. Kellner Jensen stod midt paa Gulvet og drejede
