216
Joán kunde huske en Gang i en Ferie han kom ind i Faderens Stue:
— Her sidder du, Papa, hele Dagen, havde han sagt: Skulde vi ikke rejse lidt? Vi kunde dog tage ud til Constanza …
— Du kan rejse, sagde Faderen.
— Ja, men du? Du sidder her og læser og læser …
— Ja — og Faderen stirrede igen paa sin Bog — Tiden skal jo gaa, sagde han:
— Og desuden kunde man maaske finde en Forklaring.
— En Forklaring? havde Joán spurgt.
— Ja, svarede Faderen: en Forklaring paa Meningsløsheden.
Og Faderen var blevet ved at læse.
Men de sidste Aar læste han heller ikke. Han red og red kun, Morgen og Eftermiddag, om Formiddagen og naar Solen var gaaet ned, red han alene, Øen rundt, som red han i en evig Kreds. Og nu var han død, alene.
Joán vidste ikke selv, at han havde vendt sit Ansigt og atter stirrede ind i Corots Skumring.
Saa højt hans Fa’er alligevel maatte have
