217
elsket hans Mo’er. Men Mo’er — hun havde altid været som En, hvem Blodet langsomt, ganske langsomt randt ud af, til hun var død . . den Dag. Hvor han huskede hendes Dødsdag, og han havde dog været saa lille. Han var løbet gennem Huset om til alle og vilde holde dem i Haanden og havde spurgt og spurgt: Hvorfor, hvorfor er Mo’er død?
Joán gik atter bort fra Vinduet — gaaende forbi Møblerne, instinktmæssig og uden at sé dem, som havde han gaaet der længe.
Der laa et Ugeblad. Det var „Illustreret Tidende“ for i Søndags. Det havde han ikke sét.
Joán lukkede Bladet op.
— Aa, dér var hans Billede — det Billede, som Blade altid bragte.
Det bankede.
— Kom, sagde Joán og stod endnu med „Tidenden“ i sin Haand.
Det var den lille Frøken, som bar en Bakke:
— Jeg vilde blot bringe lidt Thé, sagde hun med sin meget rolige Stemme og, mens hun satte Bakken, lagde hun til, med et ganske lille Smil:
— Ja, dér er Deres Billede.
