Spring til indhold

Side:De uden Fædreland 1906.djvu/233

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

219

— Jo, Tak, sagde han og kom til at smile: jeg drikker den stærk.

— Det tænkte jeg nok, sagde Frøkenen og ogsaa hun smilede et Øjeblik: Naar den saa bare er god nok. Det er saa svært at faa god The paa Landet, selv om vi selv har Forretningen.

Joán havde sét fra den Gamles Billede op paa Frøkenens Ansigt: det var næsten ubevægeligt i sin rolige Nydelighed:

— Vi Bønder forstaar os forresten ikke paa The, sagde hun.

Men nu, hvor hun skænkede, saa Joán og vidste ikke, hvorfor han følte noget som en pludselig Glæde, at hun skælvede paa Haanden, saa hun næsten ikke kunde skænke.

Og lidt hurtigt sagde han:

— Skal De ikke selv drikke The, Frøken?

— Jeg vil ikke forstyrre, sagde hun.

— Aa, det gør De ikke. Tværtimod — saa har jeg mindre Tid til at være angst …

— Angst?

— Ja.

— For at spille for os, der ikke har gjort andet end glæde os alle de tre Uger.