11
— Lad os nu gaa op, sagde Moderen.
Hun støttede sig lidt til Ane, mens hun gik med Joán ved den ring-tunge Haand:
— Men Ane, sagde hun, og der gik et pludseligt Lys over hendes Ansigt: iaften lægger vi i — i vores egen Kakkelovn.
Gamle Ignaz og Dmeter slog Hvilestolen sammen efter Fruen.
— Hvordan mon det egenlig er? sagde Ignaz og saá efter dem, der gik.
— Ja, sagde Dmeter.
— Hun sidder saa stille, sagde Ignaz.
— Ja, sagde Dmeter.
— Hun sidder saa stille som de hellige Billeder, sagde Ignaz.
Tjeneren Ignaz talte tit om den Naadige og de hellige Billeder saadan ud i ét — maaske var det, fordi Veronika, den Hellige med Vunderne, hun havde ogsaa saa meget med Kæder om sin Hals og med Guld paa sine Voksfingre i Kirken.
— Men, sagde han og bed i Træpiben: det er nu, som jeg mener det, at et Fruentimmer sku’ aldrig rejse saa langt.
— Næ, sagde Dmeter.
