10
ren, mens han blev ved at se hende ind i Ansigtet — der kom altid saadan en stor og stiv Barneforskrækkelse i hans Øjne, naar Mo’er frøs og blev „hvid i Ansigtet“.
— Saa, saa, sagde han og blev ved at stoppe Tæppet ned, saa langt han kunde naa med sine Hænder.
— Tak, Tak, Tak, lille Josse, sagde Moderen: nu sidder jeg saa godt.
Joán havde sat sig igen, men han blev ved at skotte op til Moderen: for hun blev ved at være hvid i Ansigtet.
— Ane, sagde Moderen, imorgen vil vi køre ud til Møllen, hvis Solen skinner.
— Ja, Frue.
— Den Sommer var her rart, sagde Moderen, da Thomsen byggede Møllen.
— Det var her, sagde Ane. Thomsen var ved Humor. Men han var jo osse en Sjællænder.
— Ja, nikkede Moderen, han var fra Slagelse. Det er alle Thomsens.
De sad igen og saa mod Flodens Vand.
Ignaz og Dmeter gik forbi fra Vinstokkene og hilste med deres store Hatte.
