246
— Det var mit Navn, da jeg var lille. Ane har jo været hos os altid.
— Ja, sagde Gerda.
Fra de tyste Marker hørtes ingen Lyd. Bag dem skinnede Smaahusenes Lys. En Vogns Rullen tabte sig, fjernt, paa Vejen. Joán havde vendt sig og stirrede paa Træernes tyste Skygger.
— Her er Danmark, sagde han.
Frøken Gerda løftede sin Haand — hun vidste ikke, hvorfor hendes Stemme skælvede:
— Og dér er Sønderjylland, sagde hun:
— Det er Sønderjyllands Marker.
— Saa nær? sagde Joán.
De tav igen, til Joán sagde:
— Synes ogsaa De, det er saa sørgeligt?
— Hvad er sørgeligt?
— Med Sønderjylland …
— Ja (og hun nikkede). For de er saa trofaste — alligevel.
— Alligevel? . .
Hun svarede ham ikke, men sagde:
— Og saa er det sandt, hvad Fa’er siger, at vi er jo saa faa …
— Men — hun talte lidt hastigere — det
