Spring til indhold

Side:De uden Fædreland 1906.djvu/262

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

248

Og idet hun smilede, sagde hun:

— Det er vist køn.

Men pludselig forvirret uden at vide, hvorfor, sagde hun:

— Hvor vi har været længe borte.

— En halv Time, sagde Joán.

Hun saá frem for sig:

— Ikke mér?

Og de tav igen.

De bøjede ind i Gaden, hvor de elektriske Lamper hang:

— Er det Klokken halvsyv, vi skal spise? sagde Joán og talte muntert.

— Ja.

— Mange, Frøken?

— Nogle.

Hun lo:

— Det har De godt af. Saa faar De ikke Tid at være bange.

— Saa klæder jeg mig om nu.

— Ja, sagde hun.

De var ved Hotel „Danmark“.

— Farvel saa længe, sagde Joán og gav hende Haanden:

— Og Tak for Vejen.