255
sig af. Han slog Eau de Lubin op i sit Vaskevand og indgned sin Overkrop. Hvor pudsig hun havde sét ud, da hun stod og sprøjtede rundt med den Refraichisseur. Men det var sandt, der var tung Luft — ligesom Lugten fra gamle Vinfade. Hvor længe var det nu, siden han havde sét Erik Holstein — tretten Aar, lange tretten Aar. Men saa var han da bleven gift. Og Joán lo, bøjet over Vandfadet: det var, som var det igaar, han hørte Erik, naar han længe havde gloet, sige sit: Ja, med hvem mon jeg bliver gift.
Joán vendte sig:
— Hvor er Haacke? spurgte han og gød sig over med Vand, saa det sprøjtede. Alle hans Bevægelser var saa hastige og rapt gik det — ud af det ene Par Benklæder og ind i det andet Par Benklæder, mens han talte.
— Han sover, sagde Berlineren.
— Væk ham, sagde Joán:
— Jeg vil ikke ha’e den Vest. Ta’e den Brokades.
— Vel, sagde Berlineren, ganske som før.
Men hvor Erik havde elsket Musik. Blinde Hans derhjemme havde det Udtryk i sit Ansigt,
