257
Joán blev ved at spille nogle Øjeblikke, medens Holstein sagde og Stemmen slog lidt over:
— Hvor Du ligner Dig selv.
Men Joán, han smed Violinen og slog Armene om Holstein:
— Og hvor Du er bleven tyk, sagde han og kyssede Erik Holstein paa begge Kinder:
— Hvor det er dejligt, dejligt at sé dig igen.
— Ja ikke, sagde Holstein.
Og pludselig stod de et Øjeblik tause og generte, som om de havde altfor meget at sige hinanden eller ingenting at sige.
— Men saa sæt Dig dog, sagde Joan, skønt jeg har travlt.
— Tænk, at det er tretten Aar, siden vi har sét hinanden, sagde han og trak sin Kjole paa.
Og de begyndte at tale hastigt, som vilde de skjule en fælles Forvirring. Med „Husker Du“ og „Husker Du“ spurgte og svarede de — til de tav paany og Joán sagde:
— Men nu er Du da bleven gift.
— Ja, sagde Holstein og saa paa sine egne Knæ.
— Og hvem blev hun? sagde Joán og lo.
Herman Bang.
17
