263
Da Joan kom tilbage, sad Grev Erik og saå paa Corots „Skumringen".
— Ka’ Du huske, sagde han: det stod Du saa tit og saá paa i Paris, foran Kunsthandlernes Vinduer?
— Ja, sagde Joán.
Erik blev ved at sé paa Billedet:
— Nu forstaar jeg’et meget bedre, sagde han med sin trevne Stemme (men over hans Pande kom der de samme Skygger som før):
— Det er s’gu dejligt.
Joán sad og smilede:
— Det er Frøkenen, der har hængt det herover, sagde han.
— Hvordan Satan kommer de Mennesker til at hænge saadan noget op paa deres Væg, sagde Erik: Giftblanderen forstaar sig dog ikke paa’et.
— Giftblanderen?
— Ja, det kalder de ham jo.
— Men hvorfor?
— Aa, sagde Erik, det véd jeg ikke. Her er s’gu mange Øgenavne i Landet og han er jo en Velhaver — efter Forholdene.
Grev Erik hængte „Skumringe“» hen.
