268
Frøken Gerda sagde, og talte langsommere end de andre:
— Man sér saa langt fra Taarnet i Ribe.
Det havde ringet paa Telefonen inde i den inderste Stue, og det blev ved at ringe.
— Det er om Billetter, sagde Bestyreren, der havde været inde ved Tragten.
— Men der er ingen, sagde Gerda.
— Nej, vi har ingen, raabte en Dame. Det var hende med det blaa Liv.
Og de lo alle, oprømte ved Tilstrømningen; glade ved „Huset“, som var det en Sejr for dem alle og hver enkelt — mens en Tyksak sagde ovre i Krogen og slog Johansen paa Skulderen:
— Ja, det er det, jeg si’er, kom til Stationsbyerne, si’er jeg, der spænder vi s’gu Hestene for, hva’, Johansen, kom til Stationsbyerne — dér kender vi Taget.
Mens Frøken Gerda gik ind til Telefonen, talte de alle højere med lyse Stemmer: Folk, de kunde osse købe Billetter itide … altid skulde de opsætte til det sidste Minut.
— Ja, havde vi vidst, at Egnen endelig en Gang vilde lade sig vække, sagde Doktorens Frue til Joán: havde vi vidst det, saa var det
