270
Og de lo igen, mens Joán pludselig sagde over mod Frøken Gerda — som tagen af Latteren og Glæden —:
— Jo, jo, Frøken, lad mig komme til Telefonen.
— Hvad vil De?
— Til Telefonen. De Folk maa med, sagde Joán.
De holdt alle op at le, men blev staaende og smilte, mens Joan gik over Gulvet og ind i den anden Stue, og alle talte igen, alle om Joán, næsten i Munden paa hinanden:
— Han er da storartet, sagde Damen i det blaa Liv og satte Hænderne mod sine Hofter, mens Lægefruen skød frem til Kandidat Ussing og sagde ind i hans skægløse Fysiognomi:
— Jeg holdt paa, vi skulde ha’e ham i Musikforeningen. Kære Kandidat, der er jo en Sum af Musik i hans Ansigt; medens Forstanderen, der stod mellem to høje Mænd med sorte Klædeskraver helt op i Halsen, sagde:
— Modersmaalet falder ham virkelig kønt paa Tungen.
Men Larsen, der, svedende, løb rundt fra den ene til den anden, sagde til Bestyreren:
