271
— Han er s’gu go’, hva’ Petersen.
Bestyrer Petersen svarede ikke (han stod, saa han gennem Døren kunde følge Joán og Frøken Gerda, der gik ind gennem Stuerne), men en lille Dame ved Siden af ham holdt de halvknyttede Hænder mod Kinderne og sagde:
— Aa ja, her er dejligt idag … det er li’esom der er Fest i Luften. Og da Købmand Johansen gik forbi, greb hun ham i Armen og sagde halvhøjt og forfærdeligt hurtigt:
— Tak, at De tog mig med.
Joán stansede inde foran Spisebordet:
— Her skal sidde mange.
— Uh ja, sagde Gerda og førte Skuldrene op og trak dem sammen ligesom En, der skal i Vandet: naar de bare først sad.
— Er De bange? smilte Joán.
— Aa nej, sagde Gerda og de naaede Telefonen.
De lukkede Døren paa Klem, saa Stemmerne derinde hørtes knap.
— Hvad er Numret? spurgte Joán.
— Vi skal først ha’e Centralen, sagde Gerda og Joán ringede.
— Jeg telefonerer saa daarligt, sagde Joán.
