279
Rundt om spiste de og talte kun lidt, mens Gaflerne sindigt klirrede.
— Flytter De paa Flaskerne, sagde Hr. Johansen, der ellers ikke tog Øjnene fra Naboerne og sin Tallerken — som en Vært, der véd, at er Tingen i Gang, saa glider det.
To Piger i sorte Huer bød Fadene om, mens Fasteren, knoklet og smal, gik til og fra.
— Sæt Dig ned, Faster, hviskede Gerda.
— Men forresten er mit Navn Fru Jespersen, sagde den blaa Dame: Pastorinde Jespersen … Det vil sige, min Mand er Kapellan.
— Kapellan? sagde Joán.
— Ja, i den lutherske Kirke, sagde Fru Jespersen.
— Men Pastoren er her ikke?
— Nej, sagde Fru Jespersen: han maatte ud at berette, ligesom vi skulde herhen. — —
— Berette? Joán forstod ikke Ordet.
Men Gerda sagde:
— Aa ja, tænk. Det er gamle Frøken Luckow. Hun var den første, der kom og vilde ha’e Billet: Ham vil jeg Gamle høre, sagde hun. Hun havde dog saa daarligt Raad …