280
Frøken Gerda aabnede Øjnene, saa de syntes endnu større:
— Og nu døer hun idag.
Joán saa ned paa hendes Ansigt: saa let hun skiftede Farve, hun kunde blive helt hvid — ogsaa Panden.
— Hvor det er underligt, sagde han.
De begyndte at tale højere rundtom, mens Fru Jespersen sagde og holdt Hovedet lidt paa Skraa:
— Og nu faar min Mand Dem maaske heller ikke at høre. For han plejer gerne at blive hos dem, til det er forbi. Man kan jo altid sidde og holde deres Haand, siger han.
— Ja, sagde Gerda og kun Joán hørte det, mens Fru Jespersen vedblev i en anden Tone, som i et halvt Suk:
— Og der er jo ikke saa mange, der har Bud efter ham.
Hun tav et Nu og sagde igen:
— Men her paa Egnen døer Folk forresten mest saa roligt.
— Ja, sagde Forstanderen, der sad skraas over for hende: Menneskene bliver i Reglen gamle her. Og naar der saa løses op, er det,
