284
Laarentzen — hva’ — og Kvindfolkene hører s’gu gerne til gennem en Sprække.
Gerdas Øjne søgte op til Faderen. Men Johansen besørgede, uden at sé Datteren, oppe ved Bordenden sit Værtskab hjemmevant og sindigt som et Kontorarbejde ved sin Pult.
Forstanderen var begyndt at tale med de to sortkravede Mænd om en Udvisning, men Urmageren løftede sit Glas — for de blev i hans Nabolag ved at tale om Musik, som han ikke forstod — og sagde:
— Naa, velkommen, Koncertgiver …
— Ja, Larsen, afbrød Johansen og løftede Hovedet.
— Nej, blev Urmageren ved, Du behøver ikke at være bange, Johansen ... jeg ska’ ikke holde Tale. For det har Gerda forbudt.
Fru Jespersen gav sig til at le, men Gerdas Strube gik op og ned, mens hun blev blodrød i sit Ansigt.
— Ja, det har hun, sagde Urmageren.
— Men jeg vil bare si’e — og Larsen blev ved — Velkommen, Koncertgiver. De er kommen til et tarveligt Land … men til et rart lille Land, hvor Hjertet er godt og med Pærene
