Spring til indhold

Side:De uden Fædreland 1906.djvu/306

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

292

De blev ved at tale. Men Fru Jespersen vendte sit Ansigt mod Joán:

— Aa, ja, men dejligt har det været — vi kom her som nygifte — at leve midt i det, hvor de hamrede og murede og gravede i Grunden og byggede. At vaagne om Morgenen og sé dem rejse Tag — — Teglsten ved Teglsten i de røde Rader. Og slaa Vinduet op hver Morgen der kom, og høre de klingende Murskeer … Véd De, jeg synes ikke, der i Verden er saa dejlig en Lyd som den lille hastige Lyd af en Murske . . der li’esom klinger det, synes De ikke, alt det, der bliver til …

Hun tav et Øjeblik og hendes Stemme var forandret:

— Vi har staaet mange Morgener, Henrik … min Mand og jeg — for vi har saadan et dejligt Vindu i Gavlen, skønt det vender mod Nord — og sét, hvor de spigrede og klinede og hamrede — midt i Solen. Og, véd De hvad, saa yderst ude de lyse Pletter, der grønnedes midt i Lyngen — — det var det kønneste.

— Ja, sagde hun: det har været velsignet alligevel.