293
— Alligevel? spurgte Joán.
Fru Jespersens Ansigt var forandret.
— Ja, alligevel, gentog hun.
Men pludselig lo Præstefruen igen:
— Men alt dette her kan De naturligvis ikke føle, sagde hun.
— Jo, sagde Joán og talte stille: jeg kan føle det.
Og han lagde til:
— Er det da ikke min Moders Fædreland?
— Nej, men min den største Glæde, sagde Urmageren og han talte langsomt og skubbede Stolen lidt fra Bordet, for nu var han næsten mæt: Min den største Glæde — det er, naar Vognene ruller i Gaden … Saa maa jeg s’gu til Døren, naar de ruller ind ved Gaden og opefter Portene — det er den Vej, de ska’ … Men den Dag, da de første Gang kom her fra Høierup og var vundet fra Kolding af — — da jeg saá de sejsten Vogne, der var sejsten, Johansen, der kørte ind ad din Port — — da stod jeg s’gu med Taarer i Øjnene.
— Det havde vist Greven ogsaa, hviskede Doktoren til Ussing.
Nogle af de andre lo.
