17
mod hverandre ligesom Marinka, Kammerjomfruen, gjorde om Søndagen.
Men paa en Gang løftede hun Hovedet og sagde med en helt anden Stemme, en helt munter Stemme:
— Nu skal du synge, Josse.
— Ja, sagde Joán. At synge for Moder var det bedste, Joán kendte.
Han begyndte at synge med en lille skær Røst, lige ind i Ilden sang han alle Hanas Viser — mens han slog Takt med Fødderne. Men Ord var der ikke til, for han forstod jo ikke Serbisk.
— Saadan synger Hana, sagde han, og højere og højere sang han ind i Ilden.
Moderen havde lukket Øjnene. Men en Gang imellem slog hun dem op igen og saá paa alle sine Billeder, som hang saa tæt om hendes egen Kakkelovn — alle de fra Vejle og saa „Skumringen“.
— Nu kommer Mo’ers Sange, sagde Joán, og han tog fat med samme skære Røst paa alle Mørkningssangene, som Moderen sang, mens han blev ved at trampe Takten med begge Fødder. Men Ord var der heller ikke i dem, for i
Herman Bang.
2
