302
— Med Taarne? hun talte i en Tone.
— Nej, der er ingen Taarne. Men der er fire Søjler foran Døren. Fire hvide Søjler.
Gerda nikkede:
— Søjler, sagde hun: Søjler er saa smukt.
— Og naar jeg nu kommer hjem, bliver jeg helt alene i Huset.
Gerda smilede, med et Smil, der gled ud og kun blev som en Skygge over hendes Ansigt:
— Alene med Ane.
— Ja, med Ane.
Fru Jespersen, der var naaet til den syltede Frugt, som hun nød i glade Maader, sagde:
— Aa, Gerda, her er det eneste Madsted i Sognet. Andre Steder maa man nære sig mere kun med det aandelige.
Og hun lagde til, dumpende tilbage til at rejse, for det senere havde hun ikke hørt:
— Ja vist, Gerda vil gerne rejse. Men da hun sidst var i Fredericia med Nattoget, blev hun borte i den Smule Stimmel, og da vi fandt hende igen, rystede hun af Befippelse.
— Skaal min Pige, sagde Fru Jespersen og skyllede Frugten ned.
