316
— Lykkens Musik, sagde Kapelmusikus Green.
Joán gav sig til at le, overmodigt, næsten uforskammet, som en tyveaarig:
— Havde han nogensinde været lykkelig, sagde han og begge Tommelfingre sad i hans Vestehuler.
Fru Raabel gav sig, muligvis lidt forvirret, ogsaa til at le, mens Urmageren, der hørte Joán Latter, kom hen imod ham:
— Velbekomme Koncertgiver, sagde han og tog med sine Næver begge Joáns Hænder: De er s’gu et herligt Menneske.
— De ogsaa, sagde Joán og beholdt Urmagerens Hænder, der svedte.
— Drikker vi paa det, sagde Urmageren.
— Ja, men jeg skal spille, Hr. Larsen, sagde Joán, der huskede de fremmede Navne som den, hvis Hjerne paa én Gang kan huske alle tusinde Ting.
— Vi nipper, sagde Larsen og skænkede i et Par smaa Glas:
— Det er Johansens den bedste, s0agde Larsen: her er man s’gu ved Kilderne.
— Skaal, Koncertgiver … Hej, Bestyrer,
