319
sen, er hun ikke kær ... men vi skulde ha’e hende gift.
— Det er som Ane, sagde Joán.
— Ane? spurgte Præsten.
— Det er min Barnepige.
Rundtom blev de ved at tale og le. Urmageren gik omkring og skaalede i hver Gruppe, stansende med sit Glas i Haanden:
— Hør, han er et herligt Menneske, sagde han og nikkede, lige ind i hvert Ansigt.
— Skaal, Laarentzen.
Og han gik videre.
Støjen slog op omkring dem, mens Fru Jespersen sagde til Joán:
— Vil Ane ogsaa ha’ Dem gift?
Gerda var gaaet et Par Skridt, men Præsten blev og ogsaa Gerda blev staaende.
— Aa, sagde Joán, og hans Stemme fik som i Ly af Støjen en egen Klang: hver Gang jeg kommer hjem og hun ta’er imod mig i Orsówa, sér hun paa mig og stikker det store døve Øre op til min Mund og jeg raaber — for jeg véd, hvad det er, det gælder —: „Nej, lille Ane“ … „Aa, Herregud“, siger saa Ane, „aa, Herregud“ …