320
— Stakkels Ane, sagde Fru Jespersen.
— Ja, stakkels Ane! … og Joán lo pludselig sagte.
Ogsaa Præsten lo, uden at vide hvorfor. Men Gerda sagde og tog hans Haand:
— Nu skal Pastoren spise …
— Ja, sulten er jeg blevet, sagde Hr. Jespersen: Hvor De er kold om Hænderne.
— Aa, nej.
Men Fru Jespersen, der fulgte efter dem med Joán, sagde:
— Gerda, Du bli’er altid kold af Glæde.
Urmager-Tvillingen var naaet videre. Han stod foran Bestyreren og nikkede ham ind i Ansigtet med samme Overbevisning:
— Skaal, Bestyrer. Men véd De hva’ .. han er et herligt Menneske.
Fru Jespersen og Joán var stanset i Døren til Spisestuen. Der var dækket til Præsten ved et Hjørne af Bordet. Det skulde gaa i en Fart, og Gerda, der stod ved Siden af ham, smurte Maden, mens Pastoren spiste.
Faster Grethe bød, lavmælt og knoklet, af alle Fade paa én Gang.
